I år kan vores teater fejre 25-års jubilæum i lokalerne på den gamle Stavtrup Skole. Dette må være en kærkommen anledning til at fortælle kort om, hvordan teateret blev til.
Et teater bliver til
Selve amatørteateret er ældre end dens beliggenhed. Det blev stiftet i vinteren 1985 på initiativ af de tre ildsjæle Jytte Jensen, Erik Pedersen og Henning Lindberg.
På den stiftende generalforsamling, som blev afholdt på Skovgården i Tranbjerg, tegnede 12 sig som medlemmer. Et forholdsvis lille antal, som skulle vise sig at vokse støt med årene.
Teateret havde på det tidspunkt ingen kapital, hvilket gjorde det ikke så lidt besværligt at sætte favoritforestillingerne op. Der blev derfor optaget et lån, som alle medlemmer personligt skrev under på.
I 1986 får teateret nye lokaler på Grimhøjvej. Teatersalen havde plads til hele 40 tilskuere. Her delte vi lokalerne med et tyrkisk kvindeprojekt og en motorcykelklub. Publikumsfremmødet var imponerende 100% – en enkelt gang endda 200%, men det var også ved et uheld.
Dog var det ikke altid lige nemt at dele lokaler med en motorcykelklub og i 1991 kommer muligheden for at kunne flytte til Stavtrup Minihal. Minihallen var imidlertid totalt ramponeret og i forfald.
En ny start
Gennem 1992 bygges der om i Stavtrup. På samme tid bliver der gjort meget for at informere borgerne i Stavtrup om det nye teater. Ikke alle syntes dog det var en god idé med et lokalt teater – faktisk var der en del modstand.
I efteråret 1992 holdes der Åbent Hus, der husstandsomdeles materiale om teateret og børneteateret deltager i den lokale byfest, spejderarrangementer og lignende i Stavtrup.
Som åbningsforestilling opsættes ”Ægtemand på deltid”. Åbningen markeres med en stor særforestilling hvor Rådmand Lone Hindø taler, der er stor avisdækning og mange lokale spidser er inviteret. Der var dog en anstrengt stemning inden forestillingen, men allerede under 1. akt overgav Stavtrup sig endelig og bød teateret hjerteligt velkommen.
Den nye sæson
Siden har vi med glæde sat alt fra tragedier til musikstykker op i lokalerne i Stavtrup. Sæsonen er netop nu allerede godt igang og vi øver på livet løs på årets julestykke “I denne søde juletid“. Det bliver en storslået fortælling om julen og med teatrets til dato dyreste fremstillede kostume. Det kommer til at blive fabelagtigt!
Til foråret sætter vi hele to stykker op. Først en cabaret; “Det lille hotel”, og senere samme aften enakteren ”Mor er den værste i verden”, som vi første gang opsatte tilbage i 1990. Stykket handler i korte træk om et par voksne døtre, som finder deres gamle mor forfærdelig pinlig. Og hvordan løser de det? Ved at få deres mor på et plejehjem. Det er dog ikke så nemt igen…
Til sommer vil vi som sædvanlig opføre børneteater og det er bestemt værd at glæde sig til!
Vi har virkelig gjort os umage denne sæson og glæder os til at vise jer frugterne af det hårde arbejde.
Vi ses!